Personlig fagbog om ventesorg
“Ventesorg – at leve i uvished” sætter fokus på den særlige type sorg og de svære følelser, der opstår, når man som pårørende venter på, at ens kære skal dø eller vende hjem. Sammen med psykolog Marie Linde Husby beskriver jeg, hvordan sorg kan være altoverskyggende – særligt den type sorg, hvor du venter på svar eller afklaring.
I bogen bliver de to typer ventesorg, der er mest udbredt, beskrevet. Det er den sorg, der melder sig, når en uhelbredelig diagnose stilles, eller når et menneske forsvinder, og man ikke ved, om vedkommende vender tilbage i live. For nogen varer ventetiden i flere år. Undervejs kan følelserne være store og svinge mellem fortvivlelse, håb, vrede og afmagt.
Hvad stiller man op, når sorgen ikke længere er ny, men akkurat lige så opslidende, og når omgivelserne ikke længere spørger ind, så man føler sig alene med sin sorg?
Du bliver klædt på til at forstå den sorg, du oplever, og møder andre, der er kommet igennem deres ventesorg. Er du tæt på en, der lever med ventesorg, kan du også hente inspiration til, hvordan du bedst kan hjælpe.
Bogen er udkommet den 29. marts 2023 hos Forlaget Eksistensen og som lydbog på Saxo, Mofibo og e-Reolen.
Derudover kan den lånes på 90 biblioteker over hele landet.
Omtale i pressen og andre steder
- Artikel i Kristeligt Dagblad 22. marts 2023 (bag betalingsmur)
- Podcasten “Jeg plejede at tro på for evigt” den 4. april 2023
- Artikel på Alt.dk den 5. april 2023
- Omtalt i prædiken af præst Hanne Jul Jakobsen i Møllevangskirken i Aarhus den 21. maj 2023
- Artikel i Hjemmet den 22. maj 2023 (den samme, der blev bragt på Alt.dk)
- Artikel i Femina den 13. juli 2023 og bragt på Femina.dk den 18. august
- Artikel i Magasinet Liv i november udgaven 2023
- Nyhed om foredrag, Dragør Nyt marts 2024
Foto – Heidi Maxmilling
Forfatteren
Jeg hedder Birgitte Behrendt, er født i 1970 og er uddannet stresscoach og sorgvejleder. Jeg har tidligere arbejdet i Kræftens Bekæmpelse med frivillige, pårørende og kræftpatienter foruden selv at have været frivillig på Sorglinjen.
“Ventesorg – at leve i uvished” er min første bog og inspireret af den tragedie mine forældre og jeg oplevede med min storebror Henrik. Han rejste til udlandet i efteråret 1991 for at skabe et nyt liv og skrev flittigt breve til os frem til sommeren 1992. Pludselig stoppede det og der var ingen livstegn i mange år. Vi fandt først ud af i 2019, hvad der var sket. Det viste sig, at Henrik var blevet dræbt i Portugal i sommeren 1992 og grundet en fejl ikke identificeret. Min mor døde i 2013 uden at få vished.
Det satte gang i mange følelser fra vrede over fejlen til dyb sorg. Da røgen havde lagt sig, besluttede jeg at der skulle komme noget godt ud af den forfærdelig uvished, vi havde levet med i 27 år. På sorgvejlederuddannelsen, som jeg tog i 2020, blev jeg opmærksom på, at der ikke var noget dansk faglitteratur om ventesorg. Så jeg gik i gang med at skrive – undervejs interviewede jeg pårørende i ventesorg og psykolog Marie Linde Husby bidrog med sine kloge ord.
Mit håb er, at andre pårørende i ventesorg bedre forstår, hvad de går igennem og føler sig mindre alene.
Foredrag om ventesorg
Den oversete ventesorg – lad os tale om det
Ventesorg kan føles overvældende, ensomt og svært at tackle. I foredraget fortæller jeg om ventesorg og kommer med konkrete bud på at navigere i den sorgfulde uvished.
Foredraget giver:
- Viden om forskellen på almindelig sorg og ventesorg
- Overblik over ventesorgens mange følelser
- Beskrivelse af, hvordan det kan påvirke de pårørende at leve i uvished
- Den syge kan også opleve ventesorg
- Kærlige forslag til at leve med ventesorg og hvordan omgangskredsen kan støtte op.
Hvis du er interesseret i at høre nærmere, kan du ringe eller skrive til mig om dato og pris. Jeg kan tilpasse foredraget efter målgruppen og specifikke ønsker til indhold.
Ord fra deltagerne
“Tak for et fremragende foredrag, som berørte, spejlede og gav baggrundsviden om emnet ventesorg og sorg. Jeg fik en del gode tilbagemeldinger fra deltagerne bagefter.”
“Troværdig tale – god diktion – god kontakt med tilhørerne. Dit foredrag fik særlig nerve gennem inddragelsen af det personlige stof”.
“Jeg blevet meget rørt af dit foredrag. Synes virkelig, det var stærkt. Det satte mange tanker på plads omkring andres folks reaktioner på ens egen historie”.
“Du er fagligt godt inde i dit stof. Jeg synes foredraget var rigtig godt. Du er god til at gøre det meget komplicerede enkelt”.
Kære Birgitte – tusinde tak for dit foredrag. Jeg mødte op med en forventning om at blive klogere på det svære og sorgfulde emne, som vi jo alle på et tidspunkt i livet kommer ud for. Du italesatte ventesorg på fineste vis og med stor respekt for de svære og til tider tunge og forbudte tanker man har.
Tak for du også delte din egen historie til sidst. Alle fik noget med hjem og anbefaler gerne dit foredrag. TAK!
Kommende foredrag 2024/2025
Vejle: Torsdag den 21. november kl. 17.00-19.00
Dansk Psykoterapeutforening, Vejle Bibliotek, kl. 17.00-19.00
Frederikssund: Torsdag den 28. november kl. 16.00-18.00
Pårørendenetværk for demente, lukket arrangement
Kastrup: Torsdag den 20. marts 2025 kl. 18.30-21.00
Korsvejskirken, Sirgræsvej 81, 2770 Kastrup
Kolding: Onsdag den 21. maj 2025 kl. 13.30
Seminar for sygeplejersker, Hotel Koldingfjord

Hvad er ventesorg?
Ventesorg er anderledes end »almindelig« sorg. Det er især uvisheden og den manglende afslutning, der adskiller de to ting.
Ifølge Det Nationale Sorgcenter er ventesorg en hård og overset sorg, som mange danskere oplever – blandt andet fordi man er blevet bedre til at behandle alvorlige sygdomme, og derfor lever flere mennesker i længere tid med deres sygdom. Det betyder, at mange familier får mere tid sammen, men det har også den konsekvens, at pårørende er sammen med den syge i længere tid med alt, hvad det indebærer – herunder ventesorgen. På den ene side har du din kære i længere tid, på den anden side er det opslidende at leve med, at personen snart skal dø. Som pårørende til en, der er uhelbredeligt syg, kan du eksempelvis opleve at skulle sige farvel flere gange.
Er du pårørende til en, der er uhelbredeligt syg, eller er du pårørende til en, der er forsvundet, og lever du i den sorgfulde og svære uvished, er det ikke sikkert, de mennesker, du har omkring dig, forstår, hvad du går igennem. Det kan være, de ikke selv har oplevet ventesorg, og derfor ikke kender til de svære følelser, man går igennem i ventesorg.
Der er uvished om, hvornår der kommer en afslutning eller afklaring og om den overhovedet kommer. Der kan være håb om helbredelse og at ens bekymringer er overflødige. Følelsen af afmagt, fordi man ikke kan ændre på situationen, afsked med det der var og det som aldrig bliver. Og følelsen af uretfærdighed “hvorfor sker det her for os?”. Der kan også være skam over de tanker man føler og selvbebrejdelser over ting man har gjort eller ikke fået gjort. Mange pårørende oplever en stor ensomhed i ventesorgen, fordi det kan være svært for omgangskredsen at forstå den følelsesmæssige rutsjebane de pårørende lever med hver dag.

Ord fra læserne
Fantastisk bog. Alle bør læse den. Den giver et godt indblik i, hvad både ventesorg og sorg generelt er. Den er en gave både til dem der står i det, så de ikke føler sig alene og til dem, som kender en i ventesorg eller sorg. Over et liv vil alle have gavn af bogen.
Dette er en virkelig fin bog til den, der har livstruende sygdom tæt på eller har mistet uden at vide, hvad det er sket. Den er velskrevet og har en tilpas længde, som de fleste vil overkomme. Også når kræfterne er små og bekymringerne store. Ventesorg møder vi næste alle sammen.
Jeg vil takke dig rigtig meget for havde beriget mig med indsigten til denne specielle sorg. Jeg var meget berørt af din historier og de 2 andre historier. Det er en uvurderlig fagbog for mig.
Tak for du delte din historier med os/ mig.
Nu har jeg både købt og læst din bog. Og jeg er meget begejstret. Den er informativ, velskrevet, bevægende, let forståelig, konkret og brugbar. Den gav mig – trods mange års undervisningserfaring omkring sorg – fine, nye vinkler på sorgens ansigter.
Balancerne mellem de personlige historier/cases og det faglige stof er meget fint, og jeg tænker, at det er en bog, som de fleste kan læse og have gavn af.
Din bog er utrolig velskrevet med et fint og vel afbalanceret sprog. Den er let læselig, som i min optik betyder, at man ikke behøver, at slå op i fremmedordbogen for at forstå meningen.
For det andet er dine definitioner og teoretiske modeller let forståelige. Dine beskrivelser og modeller er anvendelige. Vi er jo alle i et eller andet omfang ramt af ventesorg. Jeg har i hvert fald været det, uden at kunne sætte ord på.
For det tredje var det godt for mig, at læse om netop din og dine forældres ventesorg. Som professionel glemmer man alt for tit ofrene, og familien/de efterladte er jo i særdeleshed også ofre.
Det er en rigtig fin bog, som på trods af det tunge emne er skrevet, så den er let at læse og giver god indsigt i reaktionsmønstre.
Dine eksempler på familier i de forskellige sorgsituationer er velvalgte og gode at få forstand af fordi variationerne i sorgreaktioner træder tydeligt frem.
Endelig gør din/jeres egen historie fortællingerne endnu mere nærværende og vedkommende – blandt andet fordi I har måttet vente så længe på en afklaring.
Anmeldelser
Præsteforeningens Blad af Gudmund Rask Pedersen – “Tiden i venteværelset”
En lille letlæst bog om et tungt emne. En brugsbog for både den ene og den anden.
”Sorrig og glæde de vandre til hobe”, som vi synger det med Kingo (DDS 46), ”alle har sit / stort eller lidt” – ingen for sorgen er kvit. Til livets sorg hører også, for ret så mange endda, for en tid: ventesorgen. Dette at leve i uvished, måske endda længe, om hvornår den ventede død vil indtræffe i mit eget eller én af mine kæres liv.
Det gælder i ganske særlig grad i forbindelse med uhelbredelig livstruende kræftsygdom, alzheimers, ALS. Det gælder også i sjældnere tilfælde, når én af mine kære sporløst forsvinder. Så rammes man også som pårørende af ventesorg. Sådan som forfatteren til bogen, Birgitte Behrendt, uddannet stresscoach og sorgvejleder, selv har erfaret det, da hendes storebror for mange år siden sporløst forsvandt.
Ventesorgen rummer mange forskellige og komplicerede følelser og følelsesudsving. Herunder mulig skam og dårlig samvittighed.
Hvordan leve med ventesorgen? For det er det, der er sagen, og som denne fine lille bog giver sine gode, troværdige bud på. Og med bud for øvrigt til såvel den, der er ramt af ventesorg som til mennesker omkring den ventesorgsramte.
Som sikkert alle præster har oplevet det gennem det seneste par årtier, så er salmen ”Du, som har tændt millioner af stjerner” blevet mere og mere populær til begravelser og bisættelser. Det er der ganske givet flere gode grunde til. En af dem, tror jeg, er, at salmen fuldstændigt enkelt giver os ord til at få sagt såvel ”tak” som ”tilgiv”: ”Tilgiv os det, som vi ikke fik nået, / tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!” (DDS 787,2)
Den del hører, som Behrendt beskriver det, uundgåeligt med til ventesorgen. Og som sagt tillige takken og taknemmeligheden: ”Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte” (v. 3) – ”Tak for de mennesker, som blev vor støtte / når vi fandt vejen besværlig at gå.” (v. 4)
Vi mødes så mange forskellige steder i det menneskelige. Herunder i venteværelset. Også i overført betydning. Her hvor håb og fortvivlelse, uvished, længsel og frygt kan fylde hos den enkelte. Ventesorg. Lad os så vidt muligt have øje for hinanden og give hinanden rum i venteværelset. Måske endda til tider tage til orde og tale med hinanden.
Det kan godt lade sig gøre at sunde sig allerede i venteværelset. Hertil vil Birgitte Behrendts fine lille bog helt sikkert kunne hjælpe.
Som sagt: En lille letlæst bog om et tungt emne. En brugsbog for både den ene og den anden. Køb den. Del den. Ja, del den ud til de andre i venteværelset, hvor alting har en tid. Også en tid til omsorg og medmenneskelighed.
Kontakt
Birgitte Behrendt
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål til ventesorg eller ønsker at høre mere om foredrag. Du kan udfylde formularen, skrive en mail eller ringe på telefon 267 33 267.
Forlaget Eksistensen
Hvis du har spørgsmål til køb af bogen, kan du kontakte forlaget på telefon 3324 9250.