Læsernes ord om bogen Ventesorg
“Ventesorg – at leve i uvished” er blevet anmeldt flere steder.
Ventesorg er værd at læse, fordi…
”Fantastisk bog. Alle bør læse den. Den giver et godt indblik i, hvad både ventesorg og sorg generelt er.
Den er en gave både til dem der står i det, så de ikke føler sig alene og til dem, som kender en i ventesorg eller sorg. Over et liv vil alle have gavn af bogen.”
– Patricia
”Dette er en virkelig fin bog til den, der har livstruende sygdom tæt på eller har mistet uden at vide, hvad det er sket.
Den er velskrevet og har en tilpas længde, som de fleste vil overkomme. Også når kræfterne er små og bekymringerne store. Ventesorg møder vi næste alle sammen.”
– Peter
”Jeg er meget begejstret. Bogen er informativ, velskrevet, bevægende, let forståelig, konkret og brugbar. Den gav mig – trods mange års undervisningserfaring omkring sorg – fine, nye vinkler på sorgens ansigter.
Balancerne mellem de personlige historier/cases og det faglige stof er meget fint, og jeg tænker, at det er en bog, som de fleste kan læse og have gavn af.”
– Erik
Lektørudtalelse af Inger Nygaard Kaad
Kort om bogen
Fagbog om “ventesorg”. Ventesorg er den sorg, man som pårørende oplever, når man venter på, at en man elsker skal dø, eller når man venter på vished om, hvad der er sket med en forsvunden pårørende. For voksne, der privat eller professionelt har ventesorg inde på livet.
Beskrivelse
Ifølge forfatteren er dette den første bog om ventesorg på dansk. Forfatteren ventede selv i uvished i 27 år på at få at vide, hvad der var sket med hendes forsvundne bror. Bogen er opbygget om de to forskellige typer ventesorg: 1) Fysisk tilstede, psykisk fraværende (fx ved diagnoser som ALS og demens, hvor den pårørende stadig er tilstede, men forsvinder gradvist) og 2) Fysisk fraværende, psykisk tilstede (fx pårørende der forsvinder i naturkatastrofer, forbrydelser, selvmord og hvor deres nærmeste ikke ved, hvad der er sket med dem).
Forfatteren beretter først om, hvad ventesorg er, så følger et virkeligt eksempel på hver af de to ventesorgsformer, som begge afsluttes med en psykologs kommentarer og gode råd. Bogen afsluttes med forfatterens egen ventesorgsfortælling og råd til både dem, der er i ventesorg og deres pårørende. Bogen har en udførlig litteraturliste.
Vurdering
Stærk og vigtig bog om et underbelyst emne. Bogen er velskrevet og meget oplysende. De tre eksempler er med til at sætte fokus på, hvad ventesorg er, hvordan det opleves, og hvad man kan gøre som ven, kollega, nabo m.m
Andre bøger om samme emne
To andre gode bøger om sorg er Kort & godt om sorg og Døden – en overlevelsesguide.
Anmeldelse – Sygeplejersken, 2023 nr. 13
Med bogen ’Ventesorg – at leve i uvished’ er der endelig kommet en bog, som beskriver begrebet vente-sorg på dansk.
Ventesorg er et forholdsvist nyt begreb og er den sorg, man oplever, f.eks. når én, man holder af, nu er væk, og man ikke ved, hvad der er sket med vedkommende. Eller hvis én, man holder af, er uhelbredeligt syg og skal dø.
Bogen giver en god teoretisk gennemgang af begrebet, hvor de forskellige følelser som f.eks. håb, fortvivlelse og uvished beskrives i relation til ventesorg.
Bogen beskriver ligeledes, hvordan ventesorgen kan være fyldt af modsatrettede følelser. Det kan være følelser som f.eks., når man på den ene side ønsker, at den, man har kær, snart får fred og samtidig ønsker at beholde vedkommende lidt endnu.
Uanset om du er sygeplejerske, selv lever i ventesorg eller er pårørende til én, der lever i ventesorg, bør du læse bogen og kende begrebet. Det kan bidrage til at give en større forståelse af, hvad det vil sige at være i ventesorg, og det kan give en forståelse af de følelser, som mange af de pårørende, vi møder i sundhedsvæsenet, oplever.
Bogen er nem at læse. Samtidig med, at den beskriver ventesorg teoretisk, er der også personlige fortællinger, som gør den meget læsevenlig, let forståelig og rørende.
Bogen er en personlig fortælling, men har også en psykologisk vinkel.
Der er gode råd til læseren om, hvordan man kan håndtere ventesorgen, både hvis man selv oplever den eller er pårørende til én, som lever i ventesorg.
Thilde Bødtker, udviklingssygeplejerske, master i klinisk sygepleje, Gudenå Hospice
”Vi er jo alle i et eller andet omfang ramt af ventesorg”
Jeg vil takke dig rigtig meget for havde beriget mig med indsigten til denne specielle sorg. Jeg var meget berørt af din historier og de 2 andre historier.
Det er en uvurderlig fagbog for mig.
Tak for du deler din historie med os.
– Andrea
Din bog er utrolig velskrevet med et fint og vel afbalanceret sprog. Den er let læselig, som i min optik betyder, at man ikke behøver, at slå op i fremmedordbogen for at forstå meningen.
For det andet er dine definitioner og teoretiske modeller let forståelige. Dine beskrivelser og modeller er anvendelige. Vi er jo alle i et eller andet omfang ramt af ventesorg. Jeg har i hvert fald været det, uden at kunne sætte ord på.
– Per
“Det er en rigtig fin bog, som på trods af det tunge emne er skrevet, så den er let at læse og giver god indsigt i reaktionsmønstre.
Dine eksempler på familier i de forskellige sorgsituationer er velvalgte og gode at få forstand af fordi variationerne i sorgreaktioner træder tydeligt frem.
Endelig gør din/jeres egen historie fortællingerne endnu mere nærværende og vedkommende – blandt andet fordi I har måttet vente så længe på en afklaring.”
– Bo
Præsteforeningens Blad af Gudmund Rask Pedersen – “Tiden i venteværelset”
En lille letlæst bog om et tungt emne. En brugsbog for både den ene og den anden.
”Sorrig og glæde de vandre til hobe”, som vi synger det med Kingo (DDS 46), ”alle har sit / stort eller lidt” – ingen for sorgen er kvit. Til livets sorg hører også, for ret så mange endda, for en tid: ventesorgen. Dette at leve i uvished, måske endda længe, om hvornår den ventede død vil indtræffe i mit eget eller én af mine kæres liv.
Det gælder i ganske særlig grad i forbindelse med uhelbredelig livstruende kræftsygdom, alzheimers, ALS. Det gælder også i sjældnere tilfælde, når én af mine kære sporløst forsvinder. Så rammes man også som pårørende af ventesorg. Sådan som forfatteren til bogen, Birgitte Behrendt, uddannet stresscoach og sorgvejleder, selv har erfaret det, da hendes storebror for mange år siden sporløst forsvandt.
Ventesorgen rummer mange forskellige og komplicerede følelser og følelsesudsving. Herunder mulig skam og dårlig samvittighed.
Hvordan leve med ventesorgen? For det er det, der er sagen, og som denne fine lille bog giver sine gode, troværdige bud på. Og med bud for øvrigt til såvel den, der er ramt af ventesorg som til mennesker omkring den ventesorgsramte.
Som sikkert alle præster har oplevet det gennem det seneste par årtier, så er salmen ”Du, som har tændt millioner af stjerner” blevet mere og mere populær til begravelser og bisættelser. Det er der ganske givet flere gode grunde til. En af dem, tror jeg, er, at salmen fuldstændigt enkelt giver os ord til at få sagt såvel ”tak” som ”tilgiv”: ”Tilgiv os det, som vi ikke fik nået, / tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!” (DDS 787,2)
Den del hører, som Behrendt beskriver det, uundgåeligt med til ventesorgen. Og som sagt tillige takken og taknemmeligheden: ”Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte” (v. 3) – ”Tak for de mennesker, som blev vor støtte / når vi fandt vejen besværlig at gå.” (v. 4)
Vi mødes så mange forskellige steder i det menneskelige. Herunder i venteværelset. Også i overført betydning. Her hvor håb og fortvivlelse, uvished, længsel og frygt kan fylde hos den enkelte. Ventesorg. Lad os så vidt muligt have øje for hinanden og give hinanden rum i venteværelset. Måske endda til tider tage til orde og tale med hinanden.
Det kan godt lade sig gøre at sunde sig allerede i venteværelset. Hertil vil Birgitte Behrendts fine lille bog helt sikkert kunne hjælpe.
Som sagt: En lille letlæst bog om et tungt emne. En brugsbog for både den ene og den anden. Køb den. Del den. Ja, del den ud til de andre i venteværelset, hvor alting har en tid. Også en tid til omsorg og medmenneskelighed.”
TAK – for at sætte et ord på det, som jeg gennemgår. En meget smuk bog, hvor man kan finde inspiration eller bare ‘være’ i lidt tid.
– Karina
En virkelig nærværende fortælling med konkrete eksempler på de forskellige måder/situationer ventesorg kan gennemleves Anbefales til alle der er eller har været i ventesorg.
– Lene
Er så taknemmelig for denne bog. Den er en stor støtte i at forstå ventesorgens tråde ud i afkrogene af ens levede liv. En stor støtte i at lægge skam og forkerthed bort.
– Anna-Sophie
Foredrag om ventesorg efterår 2026 ☀️
🍁 Ringsted, Alzheimerforeningen Vestsjælland - tirsdag den 20. oktober kl. 18.30
🍁 Nykøbing Falster, Guldborgsund Kommune - torsdag den 5. november kl. 18.30
🍁 Roskilde, Hospice Sjælland - onsdag den 18. november kl. 17.00
🍁 Herlev, Dansk Røde Kors - torsdag den 26. november kl. 18.00
🍁 Nykøbing Sjælland, Alzheimerforeningen Vestsjælland - tirsdag den 1. december kl. 18.30
Jeg glæder mig meget til at møde jer og tale om de udfordringer, man kan opleve som pårørende i ventesorg 🤍
#ventesorg #foredragomventesorg #pårørende #forlageteksistensen #bogomventesorg
Kroppen reagerer på følelsesmæssig belastning.
Jo længere tid vi skal navigere i en følelsesmæssig hård hverdag, jo mere sætter det sig i kroppen.
Din vejrtrækning kan blive overfladisk og du kan få spændinger i kroppen.
Det kan gå ud over din søvn og gøre det svært at falde til ro.
Og når du alligevel ligger vågen, kommer alle de svære tanker, så du slet ikke kan sove.
Din krop spænder så endnu mere op.
Du begynder måske at trøstespise eller spise mindre, fordi du nedprioriterer dine egne behov.
Selvom det føles som om der ikke er tid, så lyt til din krop. Det er vigtigt.
Kom fra hovedet ned i kroppen og mærk efter, hvor du har ondt og tag hånd om det.
Det er ikke egoistisk, at du også får den hjælp du har brug for ❤️
#selvomsorg #følelsesmæssigbelastning #sorg #ventesorg #pårørende
Som pårørende lever du med virkeligheden hver dag.
Du ser de gradvise forandringer hos din kære.
Du mærker smerten over, at livet aldrig bliver det samme igen.
Andre ser kun en brøkdel af din hverdag. Derfor forstår de ikke altid situationens alvor.
Det er svært at forklare og på et tidspunkt orker du måske ikke at fortælle om det.
Du kan føle en stor ensomhed og afmagt.
Du er ikke alene, selvom det kan føles sådan.
Andre gennemlever eller har gennemlevet det du står i ❤️
#ventesorg #pårørende #ensomhed #intetbliversomfør #afmagt
Du må gerne være pårørende på din egen måde.
Når du har en udfordrende relation til den syge, kræver det ekstra meget at være pårørende.
Måske kan I aldrig få den relation, du altid har ønsket dig.
Måske kan sygdommen ikke reparere det, der har været svært.
Men måske kan du finde en måde at være i det på, som føles rigtigt for dig.
Det kan være at være der på en anden måde.
Det kan være at få hjælp fra andre.
Det kan være at acceptere, at du ikke kan eller skal bære det hele.
Og måske kan det også være at sørge over det, du ikke fik i relationen – samtidig med at du forholder dig til det, der sker nu.
Du må gerne være et menneske med både kærlighed, sorg, vrede, lettelse og grænser.
Det handler ikke om at finde den perfekte måde at være pårørende på, men om at finde en måde, du kan være i, uden at miste dig selv 💛
#ventesorg #selvomsorg #sværerelationer #pårørende #sorgirelationer
Det kan være svært at sætte grænser, når man er pårørende.
Måske har du lært at tilsidesætte dine egne behov og tænker:
“Jeg burde nok gøre mere.”
“Hvad nu hvis jeg fortryder, at jeg ikke var der?”
“Det er jo min far eller mor.”
“Jeg kan ikke tillade mig at sige nej.”
Men det at være pårørende betyder ikke, at du skal tilsidesætte alle dine egne behov.
Du må gerne sætte grænser.
Du må gerne sige:
“Det kan jeg godt hjælpe med.”
“Det kan jeg ikke tage ansvar for.”
“Jeg har brug for, at vi finder en anden løsning.”
“Jeg vil gerne være her, men jeg kan ikke være her på den måde.”
En grænse er ikke nødvendigvis et fravalg af relationen. Det handler om at finde en måde at være i relationen på.
Dine behov forsvinder ikke, når der er sygdom. Og det er ikke egoistisk at tage dem alvorligt 💛
#ventesorg #sværerelationer #pårørende #selvomsorg #dårligsamvittighed
Måske er du pårørende til et menneske, du har en svær relation med.
Sygdommen ændrer ikke nødvendigvis på det, der har været svært mellem jer.
Måske bliver det tværtimod mere tydeligt.
Du kan føle bekymring og samtidig have brug for afstand.
Du kan have omsorg – og samtidig være vred, såret eller skuffet.
Du kan ønske at hjælpe – og samtidig mærke, at du ikke kan være den, du måske føler, du burde være.
Du er ikke en dårlig pårørende, når dine følelser er modsatrettede.
Det er med til at gøre ventesorgen svær. Du skal både forholde dig til sygdommen og til en relation, der måske altid har været udfordrende 💛
#ventesorg #sværrelation #pårørende #modsatrettedefølelser #familierelationer
Hvis alvorlig sygdom rammer vores familie, ændrer noget sig også mellem os.
Det kan skabe nye konflikter – eller forstærke dem, der allerede var der.
For hvad sker der, når frygten og bekymringerne er der, men det er svært at sætte ord på dem?
Måske får man ikke sagt:
Jeg er bange.
Jeg ved ikke, hvordan det her ender.
Jeg har brug for dig.
I stedet kan man komme til at gå alene med sine tanker og følelser.
Og så kan man godt være tæt på hinanden – og samtidig føle sig meget alene.
Samtidig ændrer rollerne sig måske.
Nogen kommer til at bære et større ansvar – både for det praktiske og for at få hverdagen til at hænge sammen.
Og det kan være svært selv at mærke, hvor meget man egentlig står med, når man samtidig prøver at være der for den, der er syg.
Alvorlig sygdom rammer hele familien.
Måske er noget af det vigtigste ikke, at vi finder de rigtige ord – men at vi tør blive i det, der er svært, sammen.
#ventesorg #alvorligsygdom #ensomhed #uvished #sorg
“Birgitte Behrendts foredrag er meget velkomponeret med fine slides, som man kan læse undervejs, mens hun uddyber og forklarer - og ikke mindst krydrer med beskrivelser fra de møder hun har haft med mennesker i ventesorg."
Mange tak for en rigtig god oplevelse til foredraget i Møgeltønder 😊
Hanne Boldt fra menighedsrådet havde inviteret mig og sendte bagefter de meget fine ord.
Det er så meningsfuldt, når jeg oplever at andre pårørende føler sig mødt og forstået i en meget svær situation ☀️
#ventesorg #foredragomventesorg #pårørende #bogomventesorg #uvished
Kontaktinfo